Æg med gylden skorpe som ledsager til nystegt bacon? Eller knasende sprød bacon som topping på en virkelig hyggelig æggesalat? Der er masser af muligheder for at overraske dine gæster, når de ellers forventer at se den klassiske bacon-og-røræg kombination på morgen- eller brunchbuffeten.
Bacon er lidt af en helt i køkkenet, fordi ’grisens fartstriber,’ Livets Krydderi eller hvad man ellers kalder sin bacon, giver masser af smag til både det salte og det søde køkken – selv i små mængder.
Her sætter vi smag på morgenbuffeten eller brunchbordet med fire retter, hvor kontrasten mellem det milde æg og baconens salte, røgede sprødhed optræder i nye retter. Skal du prøve dem?
Æggesalat med bacon, æble, løg og purløg
Æggesalat er en rigtig sandwich-klassiker, men i denne opskrift bliver det et sprødt blad af hjertesalat, der bliver underlaget for æggesalaten. Den bliver rørt på creme fraiche og hytteost, og får lækkert crunch og smag af rødløg og små, syrlige æbletern. Prikken over æ(gg)’et er selvfølgelig knasende tern af sprødt bacon, som også giver god kontrast til den cremede salat.
Bao med bacon, scrambled eggs og tomatsalsa
Der er både masser af smag og spændende teksturer i denne servering, hvor den gode gamle røræg serveres i en bao - den efterhånden verdenspopulære kinesiske dampede hvedebolle, der fungerer som en lille lomme for alskens lækkerier.
Æggene krydres med muskat og får selskab af frisk salat, en lidt spicy frisk tomatsalsa med jalapeno – og så selvfølgelig sprøde bacontern på toppen. Med lidt chilimayo ved siden af, skal denne ret nok få sagt godmorgen til smagsløgene ved morgenbordet.
Æggemuffin med bacon og purløg
Det kan næsten ikke blive nemmere: i denne opskrift forer du dine muffinforme med skiver af bacon, tilføjer et æg, og så bages retten i ovnen, til baconen har fået farve, og ægget er tilberedt. En perfekt portionsløsning til den store buffet – eller tallerkenserveringer.
Brug denne opskrift som en base, og varier efter hvad dine gæster har lyst til: drys med lidt ost eller feta, en teskefuld krydret tomatsauce eller syltet chili inden bagning. Og servér for eksempel med krydderstegte kartofler eller grillede peberfrugter on the side.
Friterede æg med spinat, bacon og salatløg
Hvordan er det nu.. bløde, milde æg – og sprød bacon..? Eller.. Hvad med sprøde æg..? Vi vender lidt op og ned på tingene her, hvor vi vender smilende æg i panering og sender dem en tur i den gyldne brønd. Det resulterer i nogle utroligt lækre æg med sprød skorpe, hvor blommen stadig gerne må være lidt blød.
Hertil skal der selvfølgelig serveres lækker sprød bacon – og så en salat af spæde spinatblade og lidt milde salatløg, der er vendt med citron. En visuelt flot og overraskende ret, der både kan gå som brunchservering og på dit frokostbord.