Kalvemørbrad med bønnesauté
En rigtig lille januarluksus. Kalvemørbrad er noget af det møreste, man kan tænke sig, og det skal naturligvis steges rosa og lækkert - ikke gennemsteges. Til det lækre, milde kød serverer vi en skøn bønnesauté, der indeholder et væld af mættende bønner, som butterbeans, hestebønner og grønne bønner, der så får selskab af spinat og masser af friske krydderurter. Det hele bindes sammen af en skøn, cremet sauce på hvidvin, kalvebouillon og smør.
Madspildstip: mon ikke der bliver lidt kalvekød tilovers, når kødet ledsages af den mættende bønnesauté? Skær kødet i tynde skiver, og læg det på et fad. Rester af bønnesautéen minus saucen kan blendes til en lysegrøn creme, som smages til med citron og lidt parmesan, og serveres til det kolde kød.
Skankeklumper, kålrabi, aspargesbroccoli og toum
Toum-hvad-for-noget? Måske kender du ikke den mellemøstlige hvidløgscreme, toum, men se den som en slags aioli, bare uden æg. Der er smæk på smagen, men det skader heller ikke i januar. Cremen serveres til skankeklumper, der er fyldt med æbler og svesker, og desuden tilsat neutral lage, så kødet holder sig supersaftigt, når det steges gyldent og lækkert i ovnen. Til retten serverer vi hjemmesyltede, sprøde kålrabi, som giver et godt knas til maden, og grillede broccolini, der smager som en drøm med den skarpe hvidløgsdip.
Madspildstip: pluk skankeklumper i mindre stykker, skær broccolini i mindre bidder og dræn den syltede kålrabi. Rør resterne op i en creme af mayo og græsk yoghurt, tilsmagt med hakket purløg, mynte eller andre friske urter og servér som en pålægssalat på sprødt brød.
Stirfry af okseklump med nudler
Her er der asiatisk comfort food for alle pengene! Stjernen i showet er lækker, mager okseklump, der skæres i tynde strimler og ristes godt af - men stjernen får selskab af masser af grønt, såsom forårsløg, grønne asparges og broccolini. Desuden tilføjer vi ekstra umami med ristede shiitakesvampe. Og så bliver det hele krydret med ingefær og hvidløg samt en lækker sauce på soja, sesamolie og cremet tahin. Smørbløde kogte nudler vendes i, og så skal der selvfølgelig grønt på toppen i form af koriander og amarant plus sorte sesamfrø. Herlig streetfood med hilsen fra Østen.
Madspildstip: Rør mayo og hoisinsauce sammen til en creme og smør sprødt baguette med cremen. Tilsæt ekstra sprøde grøntsager til den kolde stirfry minus saucen, og kom blandingen ind i baguetten, lidt a la en Banh Mi. Top med ekstra koriander.
Perlecouscous med rucola og pulled pork
Du kender sikkert couscous, som er små forkogte gryn af hvede. Perlecouscous er en lidt større version, lidt a la små pastakugler, og de er rigtig gode til at suge smag til sig. Og det får de i denne ret fra frisk rød chili, mynte, løg og din egen yndlingscitronvinaigrette. Heri vendes tilberedt, afkølet pulled pork, lavet på krydret bov fra dansk gris. Og så tilføjes der masser af pebret grønt i form af rucola, samt knas fra ristede mandler. En fest af smagsoplevelser i én ret!
Madspildstip: Du kan lave denne ret, hvis du har pulled pork tilovers fra en anden servering. Eller også kan du tilberede pulled pork til formålet – og hvis denne omgang så skulle byde på lidt rester, så lav små, sprøde bruschettas med pulled pork af resten.