Brød og bacon

Brød, brød, brød… Bryd det, skær det, knas det, duft til det, bag det. Men frem for alt: kombinér det med bacon!

Smagssammensætning

Duften af friskbagt brød vækker med garanti noget i de fleste af os. Den dér vidunderlige duft med noter af ristet kaffe, nødder, noget sødt, lunt hø, syrlig surdej og måske en lille smule bål fra det mel, der er drysset ned på den varme plade. Dufte der giver associationer til hygge og vækker forventningen om et forestående varmt og velsmagende måltid.

Kan det blive endnu bedre? Ja! Bare tilsæt bacon. For hvis der er noget, brød og bacon har til fælles, så er det den vidunderlige duft fra tilberedningen, der sniger sig om næseborene. Så forestil dig lige, hvad der sker, når man kombinerer de to madhelte.

Næsen på bacon-eventyr

Hemmeligheden ligger i Maillard-reaktionen, som er den faglige betegnelse for, hvad der sker, når sukker reagerer med aminosyrer ved en opvarmning, og maden får en lækker karamellisering. Uden at gå i detaljer kan vi i hvert fald afsløre, at det sætter gang i mange hundrede duftstoffer, som gør maden ekstra attraktiv. Forestil dig for eksempel, hvordan et langtidshævet foccaccia med bacon og rosmarin sender næsen på eventyr..?

Guldbrød med bacon

Rock’n Roll-legenden Elvis Presley havde en fest, den dag han og to venner sprang på sangerens privatfly og fløj fra Memphis til Denver, Colorado, for at sætte hele 30 ‘Fool’s Gold Loaves’ til livs. Hver sandwich bestod af et helt franskbrød, der var udhulet og fyldt med et helt glas peanut butter, et glas druegelé – og et halvt kilo stegt bacon. The King skyllede de gyldne bacon-bomber ned med champagne.

Bacon med et twist

Men det er selvfølgelig også både smag og tekstur, der gør bacon og brød til et perfekt match. Det er et genialt twist – bogstaveligt talt – at sno bacon og brøddej sammen inden bagning og derved indbyde baconfedtet til langsomt at sive ind i brødet og tilføre det fedt, røg og salt. Og når så baconen antager sin sprøde konsistens gennem bagningen, bliver den samtidig en helt perfekt kontrast til brødets bløde og fluffy indre.

Baconsmag indefra

Baconen kan også forsteges og blandes i en brøddej for nærmest at gå i symbiose med brødet indefra – i lækre bløde hveder, der bare venter på lidt køligt smør og en god ost. Eller indbagt i et madbrød i stil med de engelske soda breads, som er perfekte ledsagere til supper, tapasborde – eller bare et glas iskoldt øl. Mennesket lever ikke af brød alene, lyder et gammelt ordsprog. Men med lidt bacon ovenpå, er det nu ikke nogen helt dum tanke…